Jeg har nu inden for en måneds tid været til to receptioner på Københavns Rådhus og fejret to socialdemokratiske overborgmestre. Ikke at det i sig selv er noget særligt. Sosserne har jo patent på posten. Men det har nu alligevel været en interessant oplevelse. For det har på mange måder været en tur ned af memory lane, samtidigt med et strejf af fremtidens muligheder.

At være der eller ikke at være der

Ikke overraskende glimrede den socialdemokratiske top ved sin fravær, da Ritt holdt afskedsreception. Hvilket jeg mildest synes var en smule tyndt. Ritt havde da i det mindste klasse nok til at dukke op til Poul Nyrups afskedsreception, selv om de to bestemt ikke var de bedste venner på det tidspunkt. Nuvel hun gik først derned efter lidt pres fra hendes senere kampagnechef og undertegnede. Men hun gjorde det. Det havde godt nok klædt den nuværende ledelse af Sosserne, hvis de havde vist lidt kvinde- og mandsmod og mødt op, og sagt farvel. Det siger mere om dem, end det gør om Ritt.

Det var i sagens natur straks anderledes ved Frank Jensens reception idag. Her så man både partiformand Helle Thorning og gruppeformand Carsten Hansen smile om kap med folk som Flemming Østergaard, Klaus Bondam og Hans Skov Christensen. Det er selvfølgelig også sjovere at sole sig i Frank Jensens lykke end i Ritts farvel. Sjovt nok så jeg nu hverken Henrik Sass eller Morten Bødskov, men de har heller aldrig været store fans af Frank.

Travle mennesker

Receptionens ubetinget mest travle mennesker var i sagens natur Frank Jensen selv, men Franks sekretariatschef og tidligere kampagneleder Simon Kjær Hansen og den nye pressechef Amalie Kestler havde også rigeligt at se til. Den nye pressechef nåede også lige at opleve noget så eksotisk som et kinesisk nyhedshold, der gerne ville have den nye overborgmester til at sige godt nytår til de mange kinesere rundt omkring i verden. Det bliver nu nok ikke den type af historier og tv-hold, som hun kommer til at beskæftige sig mest med.

Hvem bliver direktør?

Et andet emne som optog en del, var den ledige direktørstilling efter Henrik Plougmanns skifte til Metroselskabet. Noget tyder på, at der kommer en rokade af områder, og at den nye direktør kommer til at beskæftige sig hovedsageligt med byudvikling. Altså en egentligt Byudviklingsdirektør. Hvis man vil rekruttere internt, kan Anne Skovbro måske være en mulighed. Hun er planchef for Byudvikling, og har stået for projekter som de Billige Boliger, fredninger, højhuse, kommuneplan, kommuneplantillæg og VVM, Metropolzone, Nordhavn, planjura, Øresundskysten. Der bliver rigeligt med udfordringer at tage fat på.

Håbet om samarbejde er stadig (lidt) lysegrønt

Der er stadig håb om et bedre samarbejdsklima på Rådhuset, men magistratstyret efterlader en del at ønske. Når man bare kan springe fra et budgetforlig uden konsekvenser (udover vælgerlussinger til Asmus og Bondam), er der ikke meget at styre efter. Københavnerne kan blot stå til, og bliver i det store hele de største tabere. Godt nok tæver man politikerne først ved stemmeurnerne, men obstruktion og magtkampe forplumrer stadig mulighederne for et veldrevet København.

Eller som en kender af Rådhuset sagde for en lille måned siden: Når man tænker på hvordan bureaukratiet bekæmper hinanden, er det utroligt at byen stadig hænger sammen.

Løfte eller ej

Mange kommentatorer har brugt en del krudt på at diskutere, hvorvidt Franks løfte er en god idé. Sagen er, at det er der ikke nogen af dem, som har en fis forstand på. Det kan kun tiden vise. Hvis han leverer, vil de sige: Det er mageløst og modigt. Hvis han svigter, vil de sige: Hvad sagde vi? Det var en dårlig strategi.

Jeg tror sådan set, at det kan vise sig at være meget fornuftigt. Lige nu rider han på en bølge. Ansvaret bliver ikke kun hans, men han sætter sig et klart mål, som de eftertragtede børnefamilier kan forstå. Nu vil tiden vise, om han kan levere. Her bliver det formentligt også afgørende, at det er Anne Vang, der sidder som Børne og Ungeborgmester. Hun har i øvrigt allieret sig med Ritts gamle sekretariatschef Jesper Rønnow som afdelingschef, og Anne Vangs sekretariatschef Thomas Hjortenberg har også erfaring fra Overborgmesterens sekretariat og Økonomiforvaltningen. Anne og Frank vil have et klart fælles mål.

Spørgsmålet er om, der kan opstå rivalisering mellem de to? Jeg tvivler lidt. Anne Vang er stadig så ung, at hun kan blive den næste kvindelige socialdemokratiske overborgmester, som ovennævnte ven i øvrigt spåede for et par år siden. Særligt hvis Frank ikke kan leve op til sit løfte, og derfor går af. Vi bliver meget klogere om fire år…