Helt konkret

Jeg lytter tit til radio. Faktisk hver morgen. Alt fra P1 til P4. Nyheder, reportager, debatter etc. Og folk er ofte dygtige til at svare for sig. Indimellem mindre dygtige. Jeg læser en del avis, og ser en del nyheder, debatprogrammer etc. Og noget er begyndt at irritere mig grænseløst.

For at gøre det konkret siger vi konkret

Folk som jeg, der lever af at rådgive om kommunikation, bruger ofte det simple værktøj: At gøre ting konkret. Det kan lytteren eller læseren for den sags skyld forstå. Det råd er der sådan set ikke noget i vejen med. Dødssynden, som flere rådgivere gør sig skyldig i, er at vi ikke stopper den rådgivede, når de siger: Det du helt konkret skal gøre er…

Det skærer mig hele vejen ind i hjertet, når jeg hører det. Det forbryder sig mod endnu en ‘hellig’ læresætning i kommunikationsbranchen: Show it don’t tell it. For hunde da – vi laver da ikke andet, når vi sender folk i æteren med udtalelsen: Det du helt konkret skal gøre.

Men alle gør det. Statsministeren gør det. Projektlederen fra kommunen gør det. Det er op til os at stoppe det.

Hjælp mig med at komme igang. Sig aldrig mere: Det du helt konkret skal gøre…

Advertisement
Tagged with: , ,
Lagt i Kommunikation

Askeskyen pumper priser

Den er over os alle. Åbenbart. Jeg har ikke set den endnu, men har hørt en del om den. Askeskyen. Nu får den hoteller til at skrue priserne op. I mine øjne et gigantisk selvmål.

Dansk turisterhverv under pres

Den samlede danske turistbranche er i knæ. Der har aldrig været så få overnatninger på de danske hoteller, som der er i øjeblikket. Turistbranchen føler sig overset og kan ikke forstå, at politikerne bliver ved at hælde penge i grådige danske banker og et landbrug i frit fald. Et synspunkt som jeg faktisk fatter en del sympati for, men turistbranchen allerstørste problem er, at den ikke kan samle sig og lave en fælles indsats.

Dumt at udnytte andre folks problemer

Som med et trylleslag eller skal vi sige en askesky, er der nu for første gang stor efterspørgsel på hotelsenge. Og hvad gør man så? Jo – man skruer priserne op. Det er der i bund og grund ikke noget usædvanligt i – endsige kritisabelt – stor efterspørgsel skaber højere priser. Det står på side 1 i makroøkonomiske lærebøger. Men når det sker på et tidspunkt, hvor efterspørgslen er skabt unormalt (altså askeskyen), så er det i mine øjne ikke bare kritisabelt – det er decideret dumt. Man må ikke tjene penge på andres folks ulykke. Det er meget muligt, at indtjeningen lige nu er i top på den korte bane, men tabet på den lange bane risikerer at blive stort. Ja ikke bare stort men katastrofalt.

Turistbranchen har svært ved at få medvind i de politiske kredse. De hjælper bestemt ikke sig selv i øjeblikket. Det eneste forsvar fra turistbranchen er, at de andre også gør det… Nå ja – hvis andre stjæler må jeg også godt, må logikken være i det.

Tagged with: , , ,
Lagt i Kommunikation, Politik

12 måneder – nej vent – tre år senere

Der er mange gode grunde til at være glad i dag. Og her tænker jeg overhovedet ikke på, hvad der sker ude i verden med overenskomster, meningsmålinger, golfspillere og fodboldspillere kunnen og gøren i og uden for sengen, kundesalg og gode projekter. Næ slet slet ikke.

Jeg tænker på mig selv

Som nogle af jer måske har set via Twitter og Facebook, er jeg nu raskmeldt. Det skete præcist 11 måneder og 15 dage efter den famøse dag, hvor en bold sendte mig til tælling. Jeg har tidligere her, her og her beskrevet, hvad den slags kan sætte gang i af tanker. Og jeg vil også på et senere tidspunkt vende tilbage til det. I dag vil jeg bare glæde mig over, at jeg er kommet godt fra starten, og kun har tænkt mig at skrue op for gassen herfra.

Jeg tænker på dig og mig

For præcist tre år siden stod jeg midt i det her:

Nogle vil vide, at det er billedet fra vores bryllupsinvitation. Vibe og jeg har nu været gift i tre år. Og for præcist tre år siden trådte vi ud af kirken. Dog var der ikke helt lige så meget sol. Men bare det at tænke tilbage på den dag, gør mig sgu så glad. Så i dag vil jeg fejre Vibe (og lidt mig selv). Guderne skal vide, at vi har fortjent det.

Lagt i Hjernerystelse, Kommunikation

Harald ved godt det bliver svært

Altså at få den nye overenskomst stemt igennem hos medlemmerne. Og når jeg skriver Harald, mener jeg, naturligvis LO’s formand Harald Børsting. Han har ret så usædvanligt meldt ud i Berlingske Business, at forbundenes medlemmer ikke skal forvente store lønstigninger.

Arbejdsmarkdsforsker Jesper Due tolker det som en meget alvorlig situation, og samme tilgang har Berlingske Tidende. Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt enig.

Nuvel – det bliver svært. Men ikke så meget at nå til enighed mellem parterne. Det helt svære bliver at få solgt aftalen til alle medlemmerne. Derfor bliver parterne nødt til at etablere en situation, hvor opfattelsen i medierne er, at det ser skidt ud og at parterne er langt fra hinanden. Det tror jeg faktisk ikke, at de er. Ihvertfald ikke så langt væk, som det antydes i dagens medier.

Der er ingen, der er interesserede i konflikt nu. Slet ikke forbundene. Deres medlemmer har svært nok ved at finde et arbejde i forvejen. Men det kan forbundsformændene selvfølgelig ikke sige alt for højt. Derfor sender man ganske klogt Harald Børsting i byen. Han har tilpas afstand, og kan godt klare lidt kritik. Endelig vil det være rart for Harald at få lidt pressetid, som ikke handler om konflikten mellem LO og Tine Aurvig-Huggenberger. Det er også en presseteknisk genistreg at få placeret historien i erhvervsledernes foretrukne nyhedsmedie Berlingske Business.

Det handler om værdier og symboler

De sidste store knaster kommer til at handler om værdier og symboler. Resten er de stort set nået til enighed om. Det bliver noget med at sikre danske arbejdspladser imod social dumping. Derfor slår Børsting på tromme for tryghed. Ikke dumt.

Nu kan det selvfølgelig være, at det hele brænder sammen i løbet af weekenden. Jeg tvivler. Også selv om Berlingske refererer til centrale kilder i forhandlinger. Min vurdering er, at det er spin. Det skal bygges op, så det ser ud til, at fagforbundene har fået indrømmelser og resultater. Arbejdsgiverne har intet imod at give sig på det punkt. De koncentrerer sig om at minimere virksomhedernes udgifterne, og her er det så afgjort lønsummen, der er afgørende. Derfor bliver det helt centrale i weekendens forhandlinger formentligt udenlandske medarbejdere.

De skal nok komme til at forhandle langt og længe. Men jeg sætter mine penge, at vi får en aftale inden weekenden er omme.

Tagged with: , , , , , ,
Lagt i Kommunikation, Politik

Tine, LO, solidaritet og rimelighed

Jeg er mildest talt forbløffet. For ikke at sige rystet. Jeg troede faktisk ikke, at hun mente det. Men det gjorde hun. Og hun fik hjælp af sine gamle venner i HK.

Hvad har man ret til?

Jeg taler naturligvis om Tine Aurvig-Huggenberger, som efter sin tid som næstformand og forsøg på at blive formand for LO, nu ernærer sig som chef for forretningudvikling og Public Affairs rådgiver hos et rimeligt kendt københavnsk kommunikationsbureau.

Hun har lagt sag an mod sin gamle arbejdsplads for at få udbetalt en million-pension. Og har tilsyneladende tænkt sig at gå hele planken ud. Den første dag i retten bød lige frem på tårer. Jamen altså…

Der er flere aspekter som gør den her sag interessant. Og jeg vil gerne løfte for konklusionen med det samme: ABORT MISSION IMMEDIATELY!

Tine Aurvig-Huggenberger mener, at hun har optjent ret til en pension på 6,2 mio. kr. Og at hun kort tid efter sin nederlag til Harald Børsting fik en tilkendegivelse af, at det havde hun ret til. Sagen er bare, at LO ser noget anderledes på sagen. Her mener man, at retten til den særlige pension tilfalder dem, som forlader arbejdsmarkedet og ikke dem, som frivilligt går videre til andre beskæftigelser.

Huggenberger er hverken nedslidt, ukendt eller oppe i alderen. Tværtimod er hun kendt, synlig og i sin bedste arbejdsalder. Hun ses relativt ofte i medierne, hvor hun giver gode råd til ledere om hvordan de skal opføre sig. Hun kunne virkeligt godt bruge lidt af sin egen medicin.

I mine øjne er det et helt vildt selvmål af en forsmået formandskandidat, der tabte et valg. Nuvel – hun følte sig ikke velkommen efter valget. Næ – det gør taberne jo sjældent. Huggenberger førte en del af sin valgkamp i medierne. Børsting førte den på arbejdspladserne blandt tillidsrepræsentanterne. Og vandt.

Huggenberger var ikke dårligt lønnet som næstformand. Og det er hun formentligt heller ikke i dag. Hun skulle have haft samlet fagforbundene i en tid med medlemsnedgang. Og nu kræver hun millioner af samme folk? Alt i alt en tabersag.

LO-familien rystet

Hvad der er mindst lige så interessant og formentligt meget ubehageligt for lederne på Islands Brygge er, at den her sag udstiller den store splittelse i LO-familien. HK har valgt at føre sagen mod sin egen hovedorganisation. HK har længe haft et horn i siden på de andre store LO-forbund, der er samlet i CO-Industri (altså Dansk Metal og 3F). Nu skal de den ondelyneme betale. Koste hvad det koste vil.

Der bliver ingen vindere i det her spil. Medlemsnedgangen vil formentligt fortsætte. Hvis Huggenberger vinder, kommer alle forbundene og dermed medlemmerne til at betale. Huggenberger fremstår (i mine øjne) usympatisk og grådig. Og jeg ville meget nødigt have gode råd af hende til at håndtere Public Affairs eller noget andet for den sags skyld.

Det er selvfølgelig mildt underholdende at se og høre på. Men inde i LO må man forbande timingen. Vi er midt i vigtige overenskomstforhandlinger (hvis ikke de vigtigste i 10 år), og man har brug for al den fokus, som man kan få. Familien er i intern fejde, og de må smile lidt længere inde mod Rådhuspladsen, hvor arbejdsgiverne har deres kontorer.

Opbakning er der ikke meget af fra de tidligere formænd. Det bliver ikke kønt. Der bliver kun tabere. Mit bud er, at Huggenberger taber mest af alle.

Tagged with: , , , , , ,
Lagt i Kommunikation, Politik

Svar så ordentligt på den mail

Jeg anser emailen som et af de vigtigste kommunikationskanaler i moderne tid. Jeg bruger det meget. Rigtigt meget. Og jeg sætter faktisk en ære i, at man kan læse og forstå de mails jeg skriver. Jeg sætter en ære i at svare, når jeg modtager en email. Og svare fyldestgørende og på alle de spørgsmål, der blev stillet.

Dødtræt af ikke-svar og uforståeligt email-vrøvl

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at folk ikke tager deres email-svar alvorligt. Jeg modtager fra tid til anden uhyggeligt meget vrøvl på mail. Sig mig – læser folk ikke deres email igennem inden de sender dem? Eller tænker de bare ikke over, at den her kommunikationsform er mindst lige så vigtig og alvorlig som samtale?

Lad mig lige sætte det på spidsen: Hvornår har du sidst ladet være med at svare på et spørgsmål, som blev stillet mundligt til dig? Ikke så tit – vel? Altså med mindre du er politiker og ikke kan lide spørgsmålet.

Det sker urimeligt tit på email. Eller også svarer folk kun på nogle af de ting, man spørger om.  Det er som om, at det er alment accepteret, at man ikke behøver at gøre sig umage, for det er jo bare en mail.

Hold så op! Svar ordentligt – særligt på mail.

Hvis ikke du gør, bør du straffes.

Lagt i Kommunikation

Velkommen på Rådhuset

Politiken har nu over to dage jagtet de nyansatte i Frank Jensens overborgmestersekretariat. Igår kom afsløringen og idag fik de så eksperterne på banen. Jeg synes ærligt talt, at det er en kende patetisk. Det har altid været sådan, at borgmestrene i sagens natur ansætter folk, som de kender (eksempelvis fra kampagne eller tidligere stillinger). Samtidig bør det efterhånden stå lysende klart, at Københavns Rådhus burde skifte navn til Københavns Rådne Hus. Det vi har set i løbet af igår og idag, er blot en lille forsmag på, hvad der venter de nye borgmestre og deres ansatte. Og hvis Frank Jensen troede, at han ville få arbejdsro, har han vist fået det første svar nu.

Men hvorfor?

Men lad os lige gå bag magtmisbruget, som Politiken pisker sig selv op til at benævne det (med eksperterne bag sig naturligvis). To ting gør det interessant: For det første er historien givetvis plantet af den borgerlige opposition eller af deres sympatisører. De har sikkert glemt, at de havde magtfulde borgmestre såsom Søren Pind gjorde han præcis det samme, og havde to kendte liberalister ansat (den ene som pressechef og den anden som politisk konsulent). Klaus Bondam har ligeledes haft kendte Radikale ansatte. Sjovt nok har Pia Allerslev heller ikke den store lyst til at kommentere. Hvorfor mon? Fordi det er en non-historie.

For det andet er det interessant, at det er Politiken, der er vagt- og jagthund. Det skulle vel aldrig have noget at gøre med, at Berlingske Tidende har leveret pressecheferne til både Frank Jensen og Anne Vang? Det vil avisen selvfølgelig afvise blankt. Men du må kalde mig Tøger i en hel uge, hvis de havde jagtet historien på samme vis, hvis de selv havde leveret medarbejdere. Ret skal naturligvis være ret. Politiken skælder ikke ud over valg af pressechef. Men det får mig nu ikke til at skifte mening.

For Frankie-boy har det været lektie nummer 1 på Rådhuset. Og mon ikke man alligevel er lidt træt, at man ikke slog jobbene op på de kendte kanaler for den slags.

Tagged with: , , , , ,
Lagt i Kommunikation, Politik

Spinguide til børn og mad

Som jeg skrev for et par dage siden, rummer koblingen mellem børn og mad virkelig meget sprængstof. Der blev sparet op fra slutningen af sidste uge, hvor Berlingske skrev om problemer med madordningen (efter sølle FIRE dage). Herfra blev der kun båret brænde til bålet. Og det blev så sandelig antændt i løbet af dagen igår og idag.

Der har været  mange udmeldinger i de sidste par dage. Jeg vil i det følgende hjælpe jer lidt med at forstå, hvad de egentligt siger, og hvad der er oppe og nede i den her sag.

Min grundlæggende holdning, inden vi går igang med guiden, er at nu må vi altså få noget perspektiv på det her. Det er fuldstændigt hamrende blæst, at man inden for en uge er ved at lukke noget, som aldrig er kommet igang. Men der er gået totalt vælgerjagt i sagen. Det er endda kommet så vidt, at statsministeren har følt sig nødsaget til at udtale sig. Om madordninger? Hvad fanden sker der i Danmark? Nå men lad os starte:

Lars Løkke siger:Vi har lavet en fornuftig ordning sammen med kommunerne, givet tid til at få faset den ind, og den gælder. Hvis der så er nogle steder rundt omkring i landet, hvor man ligesom i Århus siger ‘Vi vil hellere lave en anden løsning’, så skal man da lytte til det”.

Det han virkeligt siger:Jeg er simpelthen så bange for, at jeg ikke står stærk nok på de bløde værdier. Børneforældrene kan meget vel afgøre et valg, derfor vil jeg vise, at jeg lytter til jer“.

Thor Pedersen siger:For mig er det sådan set rendyrket socialisme”.

Det han virkeligt siger:Sig mig – hvad fanden sker der i mit parti? Er der ingen, som har tænkt det her igennem?” og “For mig er det sådan set rendyrket socialisme”

Karen Ellemann siger:Der er et flertal i Folketinget, der har stemt for det her. Jeg synes, det er en god idé, at børn skal have mad som del af kerneydelsen i daginstitutionen, og det har jeg tænkt mig at holde fast i”.

Det hun virkeligt siger: “Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg laver. Jeg har et kæmpeministerium, ved ikke hvad mit embedsapparat laver, men der var noget med at vi stemte for en madordning. Og man skal holde hvad man lover. Altså indtil man skal lave det om. Tror jeg nok

Mette Frederiksen siger:Vi har foreslået en sund, skattefinansieret madordning i alle børnehaver og vuggestuer. VKO’s madpakker er en forældrebetalt discountordning”.

Det hun virkeligt siger: “Årh hvad – det er sjovt det her. Jens Rohde og Thor P i hidsig kamp med egen ordning. Tvangsindført ‘liberalistiske’ madpakker. Lad os lige pirke lidt mere til det. De er helt ude i hampen”

Borgmester Anne Vang siger: “Regeringen er på en vanvittig slingrekurs. Vi har lige ansat 120 madmødre og brugt 17 millioner på at etablere køkkenfaciliteter, så vi kan få en madordning, fordi det har været et lovkrav. Det har ikke engang fungeret i to uger, og nu er man allerede klar til at give det dødsstøde”

Det hun virkeligt siger: “Sig mig hvad i alverden har Regeringen gang i? De har åbnet en ladeport for berettiget kritik. Tak for det og værs’go. Og husk lige at det her kommer til at koste jer penge!”.

Kommentator Kristian Madsens blog: Børnehaveforældrenes genvordigheder har givet liberalismens ideologer ny luft, og soldaterne i kampen mod statens overgreb, har fået en ny flanke at angribe: Madpakkeliberalismen er født.

Det han virkeligt siger: “Hold da helt op det er sjovt det her. Man behøver ikke at kritisere. Det klarer de helt selv.”

Men hvad betyder det så?

I løbet af dagen har det altså vist sig, at politikere ikke har kunnet give madro, som eksperter og fagfolk ellers har bedt om. Så vidt jeg kan vurdere, er alle tabere i den her sag. Men særligt de børn, som nu bliver ladt i stikken. Og jeg er helt enig med Kbh Madhus’ direktør Anne-Birgitte Agger, når hun skriver, at hun ikke forstår hvorfor børnenes mad skal gøres til de voksnes kampplads.

Der er ikke mange politikere, der kan sidde med en god smag i munden i dag. Og desværre er der nok lang udsigt til, at børnene kan få lov til det.

Tagged with: , , , , , ,
Lagt i Kommunikation, Mad, Politik

Og de råbte alle sammen

Så kom vi sandelig i gang med det politiske år 2010. Og jeg må indrømme, at det indtil videre ikke har været særligt kønt. Særligt tre ting springer mig virkeligt i øjnene her midt i uge 2 i det nye årti.

1. Håndtering af Greenpeace-aktivister

Helt seriøst. 20 dages varetægtsfængsling til to fredelige demonstranter? Burde man i virkeligheden ikke give dem en præmie for at fremvise den helt uhyggeligt ringe sikkerhed ved den store gallamiddag. Med Hans Henrik Brydensholt i spidsen har flere jurister skældt ud i Information. Set fra et kommunikationsperspektiv mener jeg, at affæren er tacklet helt uhyggeligt ringe. Politiet har i forvejen et større imageproblem. Her kunne de have valgt den involverende approach og et lille smil: Vi siger tak til Greenpeace for at lave en sjov og uskadelig happening, og nu har vi vist fået en lærestreg. Men det har selvfølgelig gjort ondt på Politiet. Bedre blev det så ikke, da hele Danmarks strisser Per Larsen udtrykte beundring for Blekingegadebanden. Ahem – det var dem slog folk ihjel ikk’? Justits-Brian er helt stille.

2. Burkaudvalget

Der er TRE, skriver og gentager TRE, der bruger burka i Danmark. Alligevel tordner Henriette Kjær videre og kræver forbud: “Spørgsmålet er, hvorfor de har taget dragten på. Man skal da være lidt underlig, hvis man frivilligt tager burka eller niqab på. Der må stadig være et element af tvang i det, ellers er det en provokation”. Den får lov til at stå for sig selv.

3. Ministerrokade

Dagens tredje punkt er lidt i kamp med sig selv. For på den ene side er den meget politisk, men på den anden side er det ren varm luft. Det handler naturligvis om den nært forestående ministerrokade. De politiske kommentatorer har ikke meget at skrive om. Eller også må vi bare konstatere (igen) at proceshistorier er SÅ meget sjovere end substans. Selv et ellers godt medie som Dansk Politik tabte mundvandet, da statsministeren valgte at aflyse et pressemøde. Nuvel – vi vil vel alle gerne komme først med buddet på det nye ministerhold. Alles gæt er lige gode, selv om nogle naturligvis er mere kvalificerede end andre.

Så er vi igang. Det skal nok blive sjovt.

Tagged with: , , ,
Lagt i Kommunikation, Politik

Mad og børn er sprængfarligt sammen

Hvis du har børn i institutioner, ved du allerede nu, hvad jeg adresserer her.

Det er slut med madpakken, og i stedet får vores små præmiepoder nu mad i institutionerne. Det er en sprængfarlig cocktail. Siden ruder konge var knægt og da vi stadig mente, at Stein Bagger var en superiværksætter, har mad og børn altid haft evnen til at bringe alle sind i kog.

Denne dag er ingen undtagelse.

Afvist efter fire dage

Dagens Berlinger er først med historien om hvordan børn, forældre og pædagoger afviser den nye mad. Altså den mad, som da journalisten skrev sin historie, var blevet leveret maksimalt FIRE gange. Havde det været et forskningsresultat, var vedkommende blev indberettet til Udvalget for Videnskabelig Uredelighed. Misforstå mig ikke – der skal bestemt være fokus på kvaliteten, og madordningen skal evalueres. For det handler jo om vores små, og deres velbefindende, som det drejer sig om. Men kunne ordningen da ikke lige få lov at komme igang?

De voksnes forbandede pligt

Børn er kræsne (det ved jeg fra eget spisebord), men de voksne (både. pædagoger og forældre) har en hel særlig rolle i disse første uger med en ny madordning. Det handler om at servere maden ordentligt og med en positiv historie. Ikke noget med “har de nu puttet dressing på ægget”. Der er forhåbentligt mange som tænker over det, og bidrager til den gode historie om maden. Men der er helt sikkert også mange, der slår den kritiske automatpilot til. Eksempelvis Københavns Forældre Organisation (KFO), hvor bestyrelsesmedlem Nina Reffstrup vil have løst problemet med det samme. Denne udmelding blev dog modificeret af formand Lars Klingenberg, der klogt nok mente, at nu måtte ordningen lige igang. Naturligvis er det godt, at nogle råber vagt i gevær. Men behøver det at være så forudsigeligt og tidligt?

Børn afviser stort set altid forandring med mindre vi voksne hjælper dem. Det er særligt vigtigt med mad.

Ville det have været bedre med nye køkkener og kokke i alle institutioner? Ja bestemt. Men det kan ikke lade sig gøre. Derfor er der skabt så god en model, som overhovedet muligt, og som Københavns Madhus og et stort team af eksperter står som garanter for. Hvis ikke vi bakker op om den,  kan vi lige så lukke den ned igen. Og det ville være synd – særligt for børnene.

Tagged with: , ,
Lagt i Kommunikation, Mad, Politik
Kategorier