Der er mange gode grunde til at være glad i dag. Og her tænker jeg overhovedet ikke på, hvad der sker ude i verden med overenskomster, meningsmålinger, golfspillere og fodboldspillere kunnen og gøren i og uden for sengen, kundesalg og gode projekter. Næ slet slet ikke.
Jeg tænker på mig selv
Som nogle af jer måske har set via Twitter og Facebook, er jeg nu raskmeldt. Det skete præcist 11 måneder og 15 dage efter den famøse dag, hvor en bold sendte mig til tælling. Jeg har tidligere her, her og her beskrevet, hvad den slags kan sætte gang i af tanker. Og jeg vil også på et senere tidspunkt vende tilbage til det. I dag vil jeg bare glæde mig over, at jeg er kommet godt fra starten, og kun har tænkt mig at skrue op for gassen herfra.
Jeg tænker på dig og mig
For præcist tre år siden stod jeg midt i det her:
Nogle vil vide, at det er billedet fra vores bryllupsinvitation. Vibe og jeg har nu været gift i tre år. Og for præcist tre år siden trådte vi ud af kirken. Dog var der ikke helt lige så meget sol. Men bare det at tænke tilbage på den dag, gør mig sgu så glad. Så i dag vil jeg fejre Vibe (og lidt mig selv). Guderne skal vide, at vi har fortjent det.
KaareLBK 
kære Kåre,
Velkommen tilbage. Jeg glæder mig til fortsat at læse dine klummer. Som du ved, forsøger jeg at følge med på trods af min alder og afsides beliggenhed.
Kærlig hilsen
Kurt
Hej Kåre. Mit navn er Lone Geertsen. Jeg skriver til dig, fordi jeg stødte på din blok om bl.a hjernerystelse. Min søn har nu haft forfærdelige efterveer efter sin hjernerystelse for mere end 6 år siden. Han er i dag 21 år. Det sidste år er det gået en smule frem, men ikke nok til at han kan begynde på skole/uddannelse. Han vil forfærdelig gerne løbe igen, men kan ikke. Støder på en “mur” efter 1500 m, og kan ikke komme videre med løbet. Jeg kan se at du nu løber maraton. Kan du mon genkende det at kroppen ligesom ikke kan pumpe blodet rundt i fm. Løb, cykling m.m.
Dejligt at læse at du er kommet godt videre mødet giver mig da et lille håb for min søn.
Venlig hilsen Lone Geertsen
Hej Lone
Det gør mig ondt at høre om din søn. Det er godt nok lang tid, at han har kæmpet med det. Men ja – jeg kan godt genkende det at støde på en mur. I starten mødte jeg den, når jeg gik rundt i vores lejlighed. Så blev det til turen fra vores lejlighed på Vesterbro og op til Carlsberg. Men det blev gradvist bedre, og gang blev til løb, og løb blev til marathon til allersidst.
Jeg håber på det allerbedste for jer.
vh Kåre
Sidste linie: ikke”mødet” men “det”