Jeg er mildest talt forbløffet. For ikke at sige rystet. Jeg troede faktisk ikke, at hun mente det. Men det gjorde hun. Og hun fik hjælp af sine gamle venner i HK.
Hvad har man ret til?
Jeg taler naturligvis om Tine Aurvig-Huggenberger, som efter sin tid som næstformand og forsøg på at blive formand for LO, nu ernærer sig som chef for forretningudvikling og Public Affairs rådgiver hos et rimeligt kendt københavnsk kommunikationsbureau.
Hun har lagt sag an mod sin gamle arbejdsplads for at få udbetalt en million-pension. Og har tilsyneladende tænkt sig at gå hele planken ud. Den første dag i retten bød lige frem på tårer. Jamen altså…
Der er flere aspekter som gør den her sag interessant. Og jeg vil gerne løfte for konklusionen med det samme: ABORT MISSION IMMEDIATELY!
Tine Aurvig-Huggenberger mener, at hun har optjent ret til en pension på 6,2 mio. kr. Og at hun kort tid efter sin nederlag til Harald Børsting fik en tilkendegivelse af, at det havde hun ret til. Sagen er bare, at LO ser noget anderledes på sagen. Her mener man, at retten til den særlige pension tilfalder dem, som forlader arbejdsmarkedet og ikke dem, som frivilligt går videre til andre beskæftigelser.
Huggenberger er hverken nedslidt, ukendt eller oppe i alderen. Tværtimod er hun kendt, synlig og i sin bedste arbejdsalder. Hun ses relativt ofte i medierne, hvor hun giver gode råd til ledere om hvordan de skal opføre sig. Hun kunne virkeligt godt bruge lidt af sin egen medicin.
I mine øjne er det et helt vildt selvmål af en forsmået formandskandidat, der tabte et valg. Nuvel – hun følte sig ikke velkommen efter valget. Næ – det gør taberne jo sjældent. Huggenberger førte en del af sin valgkamp i medierne. Børsting førte den på arbejdspladserne blandt tillidsrepræsentanterne. Og vandt.
Huggenberger var ikke dårligt lønnet som næstformand. Og det er hun formentligt heller ikke i dag. Hun skulle have haft samlet fagforbundene i en tid med medlemsnedgang. Og nu kræver hun millioner af samme folk? Alt i alt en tabersag.
LO-familien rystet
Hvad der er mindst lige så interessant og formentligt meget ubehageligt for lederne på Islands Brygge er, at den her sag udstiller den store splittelse i LO-familien. HK har valgt at føre sagen mod sin egen hovedorganisation. HK har længe haft et horn i siden på de andre store LO-forbund, der er samlet i CO-Industri (altså Dansk Metal og 3F). Nu skal de den ondelyneme betale. Koste hvad det koste vil.
Der bliver ingen vindere i det her spil. Medlemsnedgangen vil formentligt fortsætte. Hvis Huggenberger vinder, kommer alle forbundene og dermed medlemmerne til at betale. Huggenberger fremstår (i mine øjne) usympatisk og grådig. Og jeg ville meget nødigt have gode råd af hende til at håndtere Public Affairs eller noget andet for den sags skyld.
Det er selvfølgelig mildt underholdende at se og høre på. Men inde i LO må man forbande timingen. Vi er midt i vigtige overenskomstforhandlinger (hvis ikke de vigtigste i 10 år), og man har brug for al den fokus, som man kan få. Familien er i intern fejde, og de må smile lidt længere inde mod Rådhuspladsen, hvor arbejdsgiverne har deres kontorer.
Opbakning er der ikke meget af fra de tidligere formænd. Det bliver ikke kønt. Der bliver kun tabere. Mit bud er, at Huggenberger taber mest af alle.
KaareLBK 
Skriv et svar