Jeg ved ikke helt, hvordan man holder humøret oppe fra tid til anden. Måske skal man ikke. Jeg har gode venner, som er blevet ramt af en depression, som fortæller at man skal lade det komme. Gå de dårlige tanker i møde, om man så må sige. Jeg er da også blevet udstyret med greb/teknikker (værktøj hedder det i kommunikationsbranchen). Men det ændrer sgu ikke rigtigt på noget. Det er sgu lidt svært at tage positive favntag med hovedet – hele tiden.

Det er stadigvæk lige så svært at tackle nedturen oven på flere dages optur. Dage, hvor jeg følte mig hel igen, hvor jeg følte mig stærk, fyldt med overskud, klar til at tackle opgaver på hjemmefronten og på arbejdet. På det tidspunkt er jeg sikker på, at nu er den der. Nu er jeg tilbage. Søde venner og kollegaer siger på det her tidspunkt: Det virker som om du er tilbage. Det er på én og samme tid en utroligt deprimerende besked samtidigt med, at jeg godt ved, at det er opmuntrende ment. Jeg har tidligere skrevet om den identitetsmæssige krise, det her lort medfører. Nogle gange skal man jo nok mindes om, at det også kan være godt. Nogle gange både kan og skal stærke mænd også trøstes.

At skrive er terapi

Da jeg startede den her blog, var det med det håb at skrive, ville virke som terapi. Der var opbakning fra en god kollega, som i øvrigt hjalp mig i gang. Terapien havde et dobbelt mål. For det første kunne det måske give lidt medvind med hensyn til hovedet, og de depressive tanker som følger med det. For det andet kunne det forhåbentligt guide mig ind i mit arbejde igen.

Jeg er den dag i dag stolt over at det rent faktisk er lykkedes mig at vedligeholde en blog. Nuvel med udfald fra tid til anden. Men jeg skriver. Og det gør godt. Det giver luft. Det giver kommentarer. Det varmer. Det udvikler. Det perspektiverer.

Som en prop

Fruen min, beskriver mig fra tid til anden som en prop. Jeg kommer altid tilbage til overfladen. Og ofte hurtigere end andre folk. Det er selvfølgelig dejligt at vide. Og hun har ret. Det har hun tit. Jeg kommer op igen. Det ændrer ikke på, at det er ekstremt svært at tackle det skizofrene i min tilstand. At man den ene dag (eller time) kan være på toppen og man den anden dag (eller time) er nede igen. Mine evner som prop er derfor både gode og onde.

Der er stadigt meget at gøre.

Jeg knækkede kl. 19. På en dag hvor familien virkeligt havde brug for mig. Kl. 19 ville mit hoved ikke mere. Jeg væltede bare. Ned ned ned i dybet. Spændeskive om hjernen. Alle lyd og lys filtre var fjernet. Skærebrænder i hjernen. Kvalme. Uoverskuelighed. Uduelighed. Skyldfølelse.

Jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle – men jeg kunne bare ikke. Det var ikke fordi, det var særligt svært. Jeg havde bare ikke noget. Der var ikke noget at komme med. Der var udsolgt.

Jeg kunne ikke hente mangoen og skrælle den til min søn.

Jeg kunne ikke låne en halv pakke gær hos naboen.

Jeg kunne ikke vaske op.

Jeg kunne bare slukke lyset, tage mine piller, lukke øjnene og håbe. Håbe på, at det gik over. At det gik væk. Og det gjorde det. Også den her gang. Men for fanden hvor er det svært at tro på, mens det står på. Det tog lidt over tre timer den her gang. Forhåbentligt kortere tid næste gang.

Det værste er det svigt, som jeg føler mig skyldig i over for min familie. At jeg ikke er i stand til at yde det, som jeg plejer. At jeg ikke kan gøre tingene færdige. At jeg må opgive på halvvejen. Hvad gør man i den situation? Tja – der er ikke meget at gøre. Vide at det du gør, er godt nok. Lad være med at sammenligne med tiden før hjernerystelsen. Være til stede der hvor du er. Vente. Tro. Håbe. Satse på at det går væk.

Jeg klarede mig med en halv times isolation. Og derefter 2 ½ times nedsat funktion.

Det skal nok blive bedre. Det er blevet bedre. Ventetiden er bare ulidelig indimellem.