EU blev med et mere folkeligt – or not…

Eller gjorde det? Jeg er rystet. De har valgt en ukendt belgier, som med det samme gjorde meget klart, at han ikke ønskede jobbet. Han havde ikke søgt det. Men nu har han fået det, og glæder sig til at komme igang… Suk…

Og kort tid efter kom det så frem, at EU’s nye ‘udenrigsminister’ hedder Catherine Ashton. Catherine WHO siger du? Hun var selv mindst lige så overrasket som vi andre.

Nu har vi netop moret os herhjemme med kommunale konstitueringer. Det er det rene cirkus. Vi griner og græder lidt, og siger overbærende: Sådan er lokalpolitik.

Men der er jo stort set ingen forskel på EU og lokalpolitik, når det handler om konstitueringer. Bortset fra et ‘race to the bottom’. Forstået på den måde, at EU altid ender med dem, som ingen rigtigt kan blive sure på. Derfor kan man glemme alt om, at EU nogensinde får en visionær leder. Dertil er der alt for meget på spil.

Tilbage sidder man med smagen af, det der EU, aldrig rigtigt får en chance.

EU’s nationale ledere hjælper os heller ikke.