Chancerne for at blive godt underholdt rundt omkring i Københavns gader er intet mindre end forrygende i øjeblikket. Og her i november måned kan det hele jo blive surt nok. Så kig op i master, lygtepæle og lignende og fornøj dig med valgplakater. Jeg har tidligere her på bloggen taget en række plakater under særlig behandling. Nu er det tid anden runde.
Hvorfor skal vi høre om din seksualitet?
Vi starter med en frisk pige fra SF. Iben hedder hun. Hun synes det er en alletiders idé at genbruge det legendariske slogan fra folkeafstemningen om Maastricht. Du husker jo nok ‘Holger og Konen’. Det fiffige og meget moderne er så, at Iben er lesbisk og derfor skriver ‘Iben og konen’. Altså jeg har bestemt intet imod, at Iben er lesbisk. Det skal hun bare ha’ lov til. Men jeg forstår bare overhovedet ikke, hvorfor jeg skal læse om det på hendes plakat. Oven i hatten så er hendes ordrim helt til ude i hampen. ‘Iben og konen siger nej til CO2′en’?? Iben leverer flere klassikere til valgrimsbørnebøger, hvor hun og fruen også siger ‘nej til patronen’ og ‘nej til diskriminationen’. Jeg kan ellers godt li’ SF’s valgplakat, men må nok vende tommelen ned for Iben og konen (måske konen er kampagnechef? Vi husker nok hvor godt det gik, da Mads Holger kørte Paula Larrains kampagne.
Har du overskæg?
Jeg kiggede også lige lidt nærmere på Demokratisk Fællesskab. Her skal man tilsyneladende have overskæg for at blive stillet op. Det har en af mine gode venner dog bedyret, at man ikke nødvendigvis skal have, da han kender en kvinde, som stiller op for dem.
Lad mig se nogle beviser, for ellers tror jeg ikke på det. Wallait Khan er en gammel kending i alle partier, og jeg har bestemt sympati for deres projekt. Og man siger også, at overskæg er på vej tilbage.
Nogen skal slå Vibeke Storm
Samme gode ven har sendt et par billeder til mig af Vibeke Storm Rasmussen (S), spidskandidat til Region Hovedstaden.
Jeg har selv studset noget over, hvem det er, der skal slå i bordet. Måske spørger Vibeke Storm om hjælp? Hun har dog senere klistret et forkølet ‘for patienterne’ på en række af hendes valgplakater.
Hvis man kigger lidt nærmere på hendes plakat, vil Vibeke Storm gerne have, at det hele bliver lidt varmere i hovedstadsregionen. Det er da bestemt forfriskende i denne klimatid, men det virker nu ikke alt for gennemtænkt. Men det er drønkoldt i november, så hvorfor ikke.
En gammel favorit
Sidst men ikke mindst bliver vi jo nødt til at vende Tom Gillesberg. Han har tidligere stået for forrygende underholdning med sine advarsler om, at Danmark på vej i afgrunden. Denne gang er det kreditsystemet, der star for skud. Det eneste der kan redde Danmark er da helt sikkert et nyt kreditsystem. Er der nogen, der ved hvad manden mener?
Hvor er de borgerlige?
Spørger I måske? Dem vender jeg tilbage til om føje tid. Jeg har gemt nogle gode stykker til jer.
Jeg synes, at det er sympatisk, at Tom Gillesberg vil redde Danmark. Og fantastisk, at en lokalpolitiker vil rydde op i råddenskaben i den internationale finans- (og kredit)verden. Nogen skal jo gøre det. Og når Slotsholmen ustandseligt blander sig i kommunernes forhold, så må friheden til at tage fat vel også gælde den anden vej.
Var det ikke også ham med magnettogene til Jylland? Eller forveksler jeg ham med en anden kandidat med kaotiske enkeltsagsplakater?
@ Emme – du har helt ret. Det er ham. Dengang var det det eneste som kunne redde Danmark. Det var også en forrygende sag.
@ Mikkel – masser af sympati for Tom G. Det ville også næsten være synd, hvis man var kritisk overfor. Han klarer det hele så fint selv.
[…] tænkte også på det, da jeg læste Kåres valgplakatparade (1, 2, 3); det ser ud til at handle meget om sjove slagord og portrætterne. Det afslører nok min […]