Du kan helt sikkert huske dem fra din tid i folkeskolen, gymnasiet, universitetet – eller hvilken slags skole du nu har gået på.
Dem, som gemmer på de gode pointer. Fordi de regner med, at det bliver dét, som kommer til at stille dem særligt godt til eksamen. Det er de samme mennesker, som ikke tilbyder råd og hjælp, fordi de er bange for, at det ikke kommer igen.
Jeg tror på, at den type af mennesker bliver kæmpestore tabere efterhånden som de sociale medier får større og større betydning. De tror fejlagtigt, at det drejer sig om at beholde viden, for så er man klogere end den anden. Intet kunne være mere fejlagtigt. Du skal dele for at vinde.
Du bliver klogere ved at dele viden. Du udvikler dig ved at få modspil. Jeg har i mange år benyttet dele af et kinesisk ordsprog om Ægget og Idéerne: Hvis jeg giver dig et æg og du giver mig et æg. Så har vi begge ét æg. Hvis jeg giver dig en idé og du giver mig en idé – så har vi begge to idéer.
Er du en gemmer – bliver du en taber. Er du en deler – bliver du en vinder.
Det tror jeg på…
Enig. Hvis man er en deler, så bliver man hurtigt så meget klogere – jo flere hoveder, jo bedre.
Op til en hvis grænse, dog. Jeg kan huske at Penguin Books prøvede at lade 1500 mennesker være sammen om at skrive en bog. Det blev noget værre juks.