Jeg ved ikke helt, hvordan man holder humøret oppe fra tid til anden. Måske skal man ikke. Jeg har gode venner, som er blevet ramt af en depression, som fortæller at man skal lade det komme. Gå de dårlige tanker i møde, om man så må sige. Jeg er da også blevet udstyret med greb/teknikker (værktøj hedder det i kommunikationsbranchen). Men det ændrer sgu ikke rigtigt på noget. Det er sgu lidt svært at tage positive favntag med hovedet – hele tiden.
Det er stadigvæk lige så svært at tackle nedturen oven på flere dages optur. Dage, hvor jeg følte mig hel igen, hvor jeg følte mig stærk, fyldt med overskud, klar til at tackle opgaver på hjemmefronten og på arbejdet. På det tidspunkt er jeg sikker på, at nu er den der. Nu er jeg tilbage. Søde venner og kollegaer siger på det her tidspunkt: Det virker som om du er tilbage. Det er på én og samme tid en utroligt deprimerende besked samtidigt med, at jeg godt ved, at det er opmuntrende ment. Jeg har tidligere skrevet om den identitetsmæssige krise, det her lort medfører. Nogle gange skal man jo nok mindes om, at det også kan være godt. Nogle gange både kan og skal stærke mænd også trøstes.
At skrive er terapi
Da jeg startede den her blog, var det med det håb at skrive, ville virke som terapi. Der var opbakning fra en god kollega, som i øvrigt hjalp mig i gang. Terapien havde et dobbelt mål. For det første kunne det måske give lidt medvind med hensyn til hovedet, og de depressive tanker som følger med det. For det andet kunne det forhåbentligt guide mig ind i mit arbejde igen.
Jeg er den dag i dag stolt over at det rent faktisk er lykkedes mig at vedligeholde en blog. Nuvel med udfald fra tid til anden. Men jeg skriver. Og det gør godt. Det giver luft. Det giver kommentarer. Det varmer. Det udvikler. Det perspektiverer.
Som en prop
Fruen min, beskriver mig fra tid til anden som en prop. Jeg kommer altid tilbage til overfladen. Og ofte hurtigere end andre folk. Det er selvfølgelig dejligt at vide. Og hun har ret. Det har hun tit. Jeg kommer op igen. Det ændrer ikke på, at det er ekstremt svært at tackle det skizofrene i min tilstand. At man den ene dag (eller time) kan være på toppen og man den anden dag (eller time) er nede igen. Mine evner som prop er derfor både gode og onde.
Der er stadigt meget at gøre.
KaareLBK 
Faktum er bare, at der ikke er ret meget godt at sige om at have det dårligt. ‘Redskaber’ kan selvfølgelig noget, men man har det jo stadig dårligt. Det værste er, synes jeg, at man ikke ved hvornår det er det holder op; hvis man man fik en dato og et tidspunkt, så var det måske nemmere at kæmpe og holde ud. Men på det punkt er dårligdomme af alle slags en rådden ven.
Vi ved jo godt, at alle ting går over eller ændrer sig på et tidspunkt – men hvornår, for hunde!
Desuden har depressionen den listige indbyggede effekt, at man generaliserer det negative. Så for en depressiv holder det aldrig op: sådan er livet bare. Man kan faktisk ikke engang huske, hvordan det er, når det er normalt. Så kan du jo vurdere Kåre, om din ‘skizofreni’ – hvor du jo nogle gange stifter bekendtskab med normaliteten – alligevel er at foretrække. Mit råd. Tal med folk der har været dernede, men ikke er det nu og derfor kan perspektivere tingene. Jeg stiller meget gerne op. Så kan du hjælpe mig næste gang. Prop.
Hej Kåre
Faldt over din blog. Først dine indlæg om valgplakater, men så så også denne del om din hjernerystelse. Godt gået! Jeg ønsker dig fremgang og håber de lyse stunder får overtaget. Den håndfuld, jeg kender, der har været helt nede af den ene eller anden grund, er alle kommet ud på den anden side. Så det kommer du også. Tror skrivningen kan hjælpe på vej. Ser frem til flere indlæg- af alle slags.